I arbejdsåret 2020-2021 skal vi fortsætte læsningen af Geneviève Morels bog La loi de la mère, ”moderens lov”, som vi igennem det forgangne år har studeret, kapitel for kapitel. Vi har under Corona-karantænen sammen oversat kapitel 4 til dansk, hvori Morel udfolder sit forehavende med Lacans sinthome (i seminaret om Joyce). Herfra, med de danske formuleringer i oversættelsen, kan vi nu ane grænserne for vores forståelse af Morel og hendes begrebsmæssige bricolage, dvs. forhåndenværende sammenstykning, som er i tråd med en vis ”lacanistisk” dogmatisme, hun til syvende og sidst, må siges at stå for.
Vores interesse for ”moderloven” er ikke af den grund svækket. Tværtimod. For Morels udarbejdelser gør det muligt at vi herefter inddrager andre forslag til forståelsen af moderens betydning ifølge psykoanalysen.
Donald W. Winnicott’s ”good-enough mother”[1] har for eksempel nogle overraskende parallelle indsigter i forbindelse med den ”tvetydighed”, Morel understreger i modertalen. Det er Winnicott læst med Lacan, selvfølgelig, og ikke mindst i og med René Lews udfoldelse af den skematisme der synes at karakterisere den psykoanalytiske logik (noget vi i Agoráen som bekendt er lydhøre overfor). Via Winnicott kan vi nemlig få fat i helt enkle og helt anderledes drejede løsninger på nogle af Morels ‘sammenstykninger’, som viser deres gyldighed, selvom vi nok vil bruge andre termer i deres eksplicitering. Dette giver os et nyt udgangspunkt hvormed anskue moderens funktion .
« Moder-funktionen »: vover vi at bruge ordet funktion i den problematik, vi har for os? Dette spørgsmål fører os frem til Jean Bergès’s og Gabriel Balbos arbejde[2] omkring barnet i psykoanalysen, fordi deres overvejelser omkring hvad de kalder »moderviden« (savoir de la mère) er i vores nuværende perspektiv en pendant til Morels »moderlov«, set og udarbejdet dog fra en helt anden kant. Vi har tidligere været i nærheden af Bergès & Balbos bidrag (bl.a. i forbindelse med deres diskussion af transitivismen) og det vil være godt at genoptage studiet af deres tekster da de absolut må siges at have fornyet feltet for klinikken med børn i analyse.
I det kommende år, skal vi derfor starte med at læse Morel, inddrage først Winnicott og derefter Bergès og Balbo.
Det kunne være en ide, at mindre grupper – karteller – sætter sig sammen og arbejder særskilt med henblik på seminarmøderne hver anden tirsdag. Det må vi snakke om ved det første møde tirsdag den 15. september 2020.
Vel mødt,
Lis Haugaard
[1] Jeg foreslår, vi til en start – I kan læse den i sommerferien! – anvender den intellektuelle biografi, som Adam Philips har skrevet om Winnicott. Den er fremragende, og giver allerede en ny tilgang til ”overgangsobjekt”- og ”play”-psykoanalytikeren DWW, som vi har brug for. Adam Phillips, Winnicott, Harvard University Press, 1988.
[2] Blot én reference, desværre ikke oversat, Jean Bergès, Gabriel Balbo, Jeu des places de la mère et de l’enfant, ed. Erès, 2010.