FOREGANG er en term Sigmund Freud anvender igennem hele sit forfatterskab for at betegne, hvad der fører til at en hændelse kommer i stand. Foregang og hændelse (Vorgang og Geschehen) følges derfor ad, og eftersom Freud interesserer sig for hændelser af psykisk art — som han kaldte det —, ja så får disse foregange en særlig betydning for den videre overvejelse desangående.
For lige så vel som det er vigtigt at lægge mærke til, at Freud netop taler om hændelse (og altså ikke om ‘forekomst’, ‘tildragelse’ eller ‘effekt’, f.eks.), må vi bemærke at Freud heller ikke taler om ‘proces’, ‘kausalforbindelse’ eller ‘slutning’, når han vil tale om de sammenhænge, der forårsager de psykiske hændelser han gerne vil understrege. Det skyldes at det navnlig er en særlig hændelse (måske den eneste der gives, i grunden), som Freuds psykoanalyse interesserer sig for: nemlig subjektets tilblivelse og færden, subjektet for det ubevidste. Men dertil kommer det afgørende forhold, at den ‘psykiske realitet’ som Freud forfægter, hverken er et mekanisk, kemisk, elektrisk eller lignende anliggende, men et forhold af logisk art.
‘Foregang’ giver i den forstand navn til de forudsætninger der understøtter subjektiviteten, for så vidt disse forudsætninger vedrører et modallogisk sagsforhold — sagsforhold som ganske vist stadig kræver en præcisering og kortlægning, men som i og med Jacques Lacans indsats udi formuleringen og skrivningen af signifikansens logik er kommet nærmere en afklaring.
( … )