Spring til indhold

Psykoanalysen i det XXI. århundrede


Begivenhedsdetaljer

Denne begivenhed varer fra 2 oktober 2022 indtil 7 maj 2023. Det optræder næste gang den 2. oktober 2022 13:00

  • Tags:
  • Kommende datoer:

Igangsættelsen af Sokratiske undersøgelse sidste år havde som formål at skabe en sammenhæng hvor vi i fællesskab kunne drøfte et række relevante spørgsmål angående psykoanalysens tilstand og fortsatte eksistens i de 21. århundrede. Det ‘sokratiske’ i projektet bestod i ønsket om at en sådan undersøgelse udførtes alene i kraft af sammentaler og med de forhåndenværende midler. Dette opnåedes kun delvist. Idéen forekommer imidlertid fortsat relevant al den stund psykoanalysen de facto trues i dag både ude- og indefra (det har ganske vist altid været tilfældet men i denne tid i endnu højere grad) og der er grunde til at genaktualisere dens eksistensberettigelse.

Det springende punkt er for mig at se definitionen af psykoanalysens væsen. For hvis den i sin tid kom til som behandlingstiltag i en lægelig praksis, er dette for længe siden passeret som referenceramme (faktisk allerede da Freud fandt ud af at det ubevidste ikke er en patologisk forekomst — alle de ubevidste dannelser vi kender til, symptomet inklusive, rækker absolut langt ud over det patogene). At psykologerne i en overgang kunne gøre det til deres bohave, har kun været af opportunistiske grunde, interesseret som de altid har været i deres biopolitiske og tilpassende bestræbelser (det er og bliver produktionen og reproduktionen af arbejdskraften psykologien har i sigte — nu er test-batterierne nået til vuggestuebørn, i godhedens navn). Psykoanalysen kan ikke læne sig op ad (endsige stå til rådighed for) nogen form for prædikativ praksis uden at miste sin særegenhed.

En særegenhed som vi i dag (Freud selv fornemmede det men kunne ikke sige det fordi han fortsat havde psykopatologien i horisonten) kan benævne ganske eksplicit: det angår subjektet i både dets subjektive og subjektaleaspekter[1]. Psykoanalysen er først og sidst bundet til subjektets vilkår og muligheder, og dens opgave er at stå det bi så længe det varer. Uden subjekt ingen psykoanalyse.

Psykoanalysen er ganske vist knyttet til det subjekt der træder frem i og med den moderne videnskab tilblivelse og dens teknoindustrielle følger, men opdagelsen af det ubevidste rækker afgjort ligesåvel til begribelsen af andre former for subjektivitet. Ikke at disse nødvendigvis kan analyseres (Sokrates ville for eksempel være ganske opsætsig over for psykoanalysen), men at de diskursive strukturer der producerer dem godt kan studeres. Derfor er psykoanalysen også et socialt anliggende.

Analytikernes ansvar er at opretholde, udvikle og gøre gældende et sådant engagement. Ikke mindst fordi den subjektivitet som analysen tager sig af, er i en udsat position —ja, den er truet af tilintetgørelse— af den selvsamme udvikling der har produceret den. Ud fra et nihilistisk perspektiv kunne man måske sige, at det også kan være det samme (vi kan nok ikke se bort fra den misantropi som mødet med menneskernes alienation også skaber), men den nihilo som psykoanalysen henviser til er ikke lutter entropi. Den er derimod produktiv (ex nihilo) og understøtter ønsket.

Der er således ingen vej udenom. Hvis psykoanalysen skal bestå, må den stå det subjekt den er skabt til bi, ved at bringe sig i stand til at følge det i alle dets omformninger. Derfor må psykoanalytikerne uddannes, så de kan modstå det prædikative pres som det politiske liv i almindelighed og sproget selv udsætter os for i objektivitetens og nødvendighedens navn. Disse analytikere må begribe at psykoanalysen ikke er en profession eller lejlighedsvis en beskæftigelse, men en praksis uden væren, som omfatter hele livet. At tage det på sig kræver en personlig indsats og samarbejde med andre omkring afklaringen af de principper der organiserer og baggrunder den analytiske erfaring.

Psykoanalysen i det 21. århundrede bliver mere relevant og nødvendigt end nogensinde. Både i forbindelse med den enkeltes analyse og i aftegningen af det kollektive rum som subjektet for det ubevidste har brug for i vore dage.

Jeg insisterer altså på forehavendet. Og foreslår at det inddrages som fast aktivitet under Klinisk seminar. For at hjælpe til opgaven og centrere den i dens hensigt foreslår jeg endvidere at vi benytter os af visse udvalgte tekster som indkredser nogle af de relevante spørgsmål der har vores interesse. I det kommende år forekommer det mig at en drøftelse af hvad vi skal mene om “tilfældet”s og/eller “casen”s status er et godt udgangspunkt. Til dette formål kan vi benytte os af nogle ganske korte og præcise tekster som René Lew forelægger for os i sin seneste bog (L’économie littérale de la jouissance, Paris, 2022). Til den første seance i denne omgang (søndag den 2.10.2022) kan vi overveje kapitel 19 i den omtalte bog, som har titlen Ne pas construire le « cas ». Jeg har lavet en dansk gengivelse af den og den kan læses i det følgende. Til hver seance vil jeg udsende lignende passager fra bogen en uge før møderne, så vi kan have noget at tale ud fra.

oc

[1] To modi, lad os sige det sådan foreløbig, subjektet erfares som, alt efter det anskues fra det individuelle eller det kollektive perspektiv i den vekselvirkning det konstitueres i — en følge af tesen om at “det kollektive er intet, andet end subjektet for det individuelle”. Begge aspekter (globalt og lokalt) må selvfølgelig tages i betragtning.

 

Ne pas construire le « cas »_dansk

Ne pas construire le cas — fransk