Spring til indhold

Læsning af Jacques Lacans « Angst »


Begivenhedsdetaljer

Denne begivenhed varer fra 14 september 2022 indtil 31 maj 2023. Det optræder næste gang den 28. september 2022 19:00

  • Tags:
  • Kommende datoer:

Sidste år læste vi Freuds tekst Hæmning, symptom og angst fra 1926, hvor han forsøger at lave en opsummering af sin opfattelse af angstproblematikken. En problematik som indtil da forblev uden for en lægelig betragtning (de få steder hvor den blev behandlet før ham var inden for rammerne af en teologisk-filosofisk overvejelse — jf. Kirkegaards Begrebet angest fra 1844) og som Freud inddrager i sine overvejelser om den subjektive dialektik.

Hans udgangspunkt, i 1894, var relativt enkelt: angsten opstod i forbindelse med seksuel frustration. Den skulle forstås som en følgevirkning af enten uforløst (coitus interruptus, ejaculatio preacox), manglende (hos bornerte, enkemænd eller -koner, impotente mænd) eller uindviede (hos mennesker i puberteten eller dem der forbliver jomfru) seksuel praksis. Der er tale om en nærmest mekanisk reaktion over for en art fysiologisk uorden forårsaget af seksualfunktionens manglende aktivitet og den heraf ophobede ikke-afreagerede spænding.

Sidenhen og ad veje som han forklarer for os i den nævnte tekst, knytter Freud angstspørgsmålet til kastrationsproblematikken. Angsten er da frem for alt kastrationsangst og må forstås som den affektive reaktion der ledsager kastrationskomplekset i dets forskellige momenter.

Den sidste opfattelse udelukker for så vidt ikke forekomsten af de kropsmæssige effekter som den ‘fysiologiske model’ gør opmærksom på, men underlægger dem snarere en mangel som ikke bare kan reduceres til et organisk forhold. Freud forbliver på en måde uafklaret med hensyn til arten af denne særlige type mangel fordi den ødipale ideologi står i vejen for ham.

Det er her Lacans intervention bliver relevant. Fordi han formår at artikulere forbindelsen mellem Ødipus- og kastrationskomplekserne hinsides den imaginære iscenesættelse familieromanen fremstiller dem i og viser at deres grundlæggende forbindelse ligger i samspillet mellem de to logiske strukturer (den ene ontisk, den anden deontisk) som de omtalte ‘komplekser’ er udtryk for. Hvad der derved bliver afgørende er undersøgelsen af den relation som artikulerer komplekserne: dvs. dialektikken i den falliske funktions indtræden i den subjektive økonomi.

At give sig i kast med at undersøge netop denne forbindelse markerer den endelige afslutning af Lacans « tilbage til Freud » projekt, fordi for at kunne godtgøre at Freud har ret i at definere enhver angst som kastrationsangst (og hvor vi er på det rene med at der er tale om noget andet end frygt, ængstelighed, bange anelser, osv.), må Lacan nu føre psykoanalysen ud over de grænser Freud selv var nået frem til — hvilket navnlig vil sige spørgsmålet om objektets status. På en måde må Lacan dermed bryde med de sidste rester af prædikativ realisme i psykoanalysen.

Dette kommer tydeligt frem idet vi sammenstiller Freuds og Lacans respektive formler vedrørende angstens forhold til objektet: for hvor Freud hævder at det, der karakteriserer angsten, er at den er ‘uden objekt’ (i modsætning til frygten, f.eks.), dér gør Lacan opmærksom på at angsten snarere må defineres som værende pas sans objet, ikke-uden objekt. Hvor Freud på en måde leder efter det ‘rette’ objekt der ville kunne tæmme angsten (lige som hin recept der tilbød hysterikerne Penis normalis dosim Repetatur! ), er Lacan mere interesseret i manglen af den mangel som det pågældende objekt skulle kunne dække over eller fylde op.

Over for den imaginære kastration (-𝝋) som besværliggør begribelsen af hvad kastrationskomplekset står for og dets funktion i den ødipale skematisme, sætter Lacan en undersøgelse i gang angående objektets plads i ønskets økonomi, nu ikke ud fra dets eventuelt ekstensionale, prædikative, udformning (altså som det objekt der på kontingent vis tilfredsstiller ønsket), men med henblik på at få afklaret mulighedsbetingelserne for at ønsket overhovedet kommer i stand, dvs. med det sigte at bestemme det objekt, som ifølge ham forårsager ønsket.

Han interesserer sig med andre ord for manglen som sådan, om jeg så må sige, for det tomme, som i og med en rekursiv operation omsættes til et særligt objekt (af Lacan kaldt objekt a) hvis egenskab består i at kunne reaktivere den spaltning der holder ønsket i gang. Det er hvad kastrationen handler om, en normaliserende procedure som åbner  plads og orienterer den subjektive økonomi.

Hvad Lacan foretager sig er at fastholde det libidinale perspektiv med hensyn til angstfænomenet, sådan som Freud også gør det, men i stedet for at tænke det ud fra driftsskæbnen (hvor der i øvrig også er en objektproblematik til stede), kobler han angsten og ønsket sammen. For angsten er den anden version af ønsket, i den forstand at den netop træder frem når ønsket svækkes eller forsvinder. Som affekt er angsten således fortsat en signal, men i stedet for at være en signal over en fare for dette eller hint, fremstår den som tegn for ønskets destruktion eller forsvinden (dvs. at subjektets konstitutive spaltning —der netop træder frem takket været ønskets indtræden— tilintetgøres). Angsten vidner om at man har forrådt sit ønske, siger Lacan derfor, dvs. at den enkelte ikke er kommet i overensstemmelse med den symbolske gæld. ‘Faren’ har med faderen at gøre.

*

‘Angst-seminaret’ er både omfattende og righoldigt. Hvis vi arbejder ca. to gange om måneden (anden og fjerde onsdag, minus hellig- og feriedage), må vi regne med at det vil tage os omkring to år at komme igennem det. Det gør bestemt ikke noget da det vil give os mulighed for at overveje sagerne. Møderne er åbent for alle, med en kærnegruppe er et kartel bestående af Lis Haugaard, Álvaro Viancos, Stig Salling og Osvaldo Cariola, som binder sig til opgaven så længe den vare.