FREUDS STUDIEKREDS
Har psykoanalysen en metode?
“Man kan ikke rigtig være ekspert i det ubevidste:
man kan kun komme med forslag om det: man kan kun,
det vil sige, være studerende i psykoanalyse”
– Adam Philips
Man fristes til blot at svare bekræftende uden videre. Men er det så simpelt? Er det, vi gør, når vi en-gagerer os i en psykoanalyse, udtryk for en særlig metode — bestående af særlige interventionsformer eller akter? Er det psykoanalyse, når blot disse anvendes, eller må psykoanalysen snarere forstås som en særlig form for relation – en kunstform, en etik?
Kan man gøre psykoanalyse rigtigt? Kan man gøre det forkert?
Hvis vi afstår fra at lade os friste til straks at bekræfte en metode for psykoanalysen, rejser der sig en anden række spørgsmål. Hvis der ingen korrekt metode er, hvordan kan det være at psykoanalysens akter er alt andet end tilfældige? Hvad orienterer eller overdeterminerer psykoanalytiske interventioner?
Freud skrev en række centrale tekster om psykoanalysens teknik, men efterlod trods dette ikke mange operationelle anvisninger. Da den unge Siegfried Bernfeld i 1922 spurgte Freud, hvordan man egent-lig skulle gå til værks, skal han efter sigende blot have svaret:
“Gå bare i gang. Du vil helt sikkert få problemer. Når du kommer i vanskeligheder, ser vi, hvad vi kan gøre ved det.”
Vejledt af Freuds opfordring vil vi over 17 onsdage undersøge spørgsmålet om metode og psykoanalyse. Til dette har vi udvalgt Freuds behandlingstekniske skrifter (udgivet på dansk i 1992), samt udvalgte tekster fra Jacques Lacans seminar fra 1953-54, Freud’s Papers on Technique.
Seminaret er en invitation til at deltage i en læsning. Der forventes intet forudgående kendskab til hverken Freud eller Lacan. Vi vil fra gang til gang lægge for — præsentere en læsning af teksten. Vores hensigt er at åbne teksten og samtalen op for de spørgsmål og undren, vi hver især møder.
PRAKTISK:
Sted: FREUDS AGORA – Frederiksholms Kanal 2, 2.th.
Pris: 2800 kr. for hele seminarrækken – for studerende og arbejdsledige, kan vi aftale nærmere – Ratebetaling er mulig. Indbetales på konto 8401 1097650
Tid: onsdage kl. 19-21
1/10-2025 – 29/10-2025 – 12/11-2025 – 26/11-2025 – 10/12- 2025 – 7/1-2026 – 21/1-2026 – 4/2-2026 – 18/2-2026 – 4/3-2026 – 18/3-2026 – 8/4-2026 – 22/4-2026 – 6/5-2026 – 20/5-2026 – 10/6-2026 – 24/6-2026
Tilmelding : mail@freudsagora.dk