Læsningen af Lacans opsamlende tekst Subjektets subvention og ønskets dialektik fra 1960, indskærpede, blandt meget andet, vores opmærksomhed på relationen mellem (S ⧫ D) og (S ⧫ a), mellem ‘driften’ og ‘fantasmet’.
Denne relation indebærer selvsagt alle de forløb som ‘grafen for ønsket’ forudsætter. Men det er dog først i og med præciseringen af ‘ønskets dialektik’, som netop udfolder sig i sammenspillet imellem de nævnte instanser, at betydningen af den pågældende relation kommer til syne. For måden hvorpå ønskets dimension indvirker i den enkeltes subjektive organisering er mærket af de økonomiske forhold der afgør udvekslingen mellem drifterne og fantasmet.
Freud antog, at den tilfredsstillelse barnet får via moderens kærlighed, er kilden til hvad den enkelte kunne erfare i den henseende (og siden hen efterlyse) og dannede grundlaget for dets ønske. Ønsket var i den forstand ønsket om at genopleve en tidligere tilfredsstillelse.
For Lacan så problematikken anderledes ud. Ønsket kunne for ham kun være ønsket om den Anden, nærmere bestemt ønsket om den første Andens (moderen sædvanligvis men ikke kun) ønske. Heraf hans aforisme om at le désir de l’homme c’est le désir de l’Autre (»menneskets ønske er den Andens ønske«). Forskydningen her er væsentlig, for den afgrænser ønsket fra nydelsen (heraf min modstand mod at ‘oversætte’ det franske désir med begær slet og ret — i øvrigt tog det noget tid for mig at begribe dette).
( … )