Som enhver praksis er ‘klinikken’ et diskursivt anliggende. Det betyder at i dens udøvelse er der flere forhold til stede samtidig, som man må holde sig for øje hvis man vil orientere sig i den. I praksis er de sammenflettede, men analytisk må de studeres hver for sig for at kunne begribe deres artikulation.
For ‘klinikken’ præsenterer sig med en sådan indlysende evidens, at man nemt glemmer at både dens protokol, ramme og begrebslighed er udtryk for en ‘verdensanskuelse’, som jo mere den hævdes ‘naturlig’, ‘empirisk’, ‘objektiv’ og / eller ‘ateoretisk’, desto mere skal man være på vagt over for det ideologiske program som, under påskud af videnskabelighed, derved promoveres.
Historisk set er det naturligt nok, og med rette for så vidt, den lægelige tilgang der har sat sine pejlemærker i vores forståelse af det kliniske. Analytikerne er da heller ikke de eneste der falder for agtværdigheden ved principper som nu er blevet promoveret i godt to tusind år, selv om man skulle mene at Freuds arvtagere burde vide bedre.
Dette KLINISKE SEMINAR forsøger derfor at gøre opmærksom på:
- at der også findes andre former for klinikker, som er mindst lige så relevante og tanke-vækkende for psykoanalytikeren (teologiens og juraens, f.eks.), fordi de bl.a. anskueliggør for os hvorfor man ikke uden videre (sådan som den spontane opfattelse ellers byder på) skal lade ‘klinik’ og ‘kasuistik’ gå op i eet,
at man skal være på det rene med at klinikken ikke findes uden klinikeren, hvorfor psykoanalytikeren ikke kan løbe fra sit ansvar når et symptom afgrænses i hendes regi,
at den lægelige semiologi ikke er brugbar i psykoanalysen, fordi den akt som psyko-analytikeren har ansvar for, bygger ikke på tegnbegrebet. Symptomet i psykoanalysen er ikke et ‘tegn på sygdom’, med en signifikant der repræsenterer et subjekt. Dette har både praktiske og teoretiske konsekvenser som må forklares.
Således tre punkter (der kunne være flere men man bliver vel nødt til at begrænse sig), omkring hvilke vi lader spørgsmålet om ‘den psykoanalytiske klinik’ udfolde sig. Tre punkter der for så vidt undersøger ‘analysandens arbejde’, ‘analytikerens opgave’ og ‘psykoanalysens grundkriterier’ — altså, hvad vil det sige:
- at et menneske giver sig hen til ‘de frie indfald’,
- at et andet menneske stiller sig til rådighed med en lytten indstillet i modus ‘svævende opmærksomhed’, og
- hvad er det for en rationalitet, der begrunder sådan et sælsomt møde?
Under overskriften EN ANDEN SNAK samler vi derfor undersøgelserne af den kasuistiske side af sagen, dvs., i vores tilfælde, de forskellige former for henvendelser en klinisk tilgang afstedkommer. Det interessante for os i den forbindelse er selvfølgelig at studere hvordan henvendelserne påvirkes af den måde de tages imod på. For til syvende og sidst er det anmodningsspørgsmålet (og mere alment, forskellen mellem henvisning, henvendelse og anmodning) vi ønsker at præcisere, for så vidt det kan føre den enkelte til de ‘frie indfald’ — eller også slet ikke. Det siger sig selv at erfaringer fra EAS-projektet vil kunne diskuteres her, men kasuistikken fra andre praksisser (andre kliniske tiltag, fra kunst og litteraturer samt politiske og historiske forhold fra samtiden eller andre tider), er lige så relevante og velkomne.
I afdelingen ANALYTIKERENS ØNSKE skal vi se nærmere på den attraktor, der er ansvarlig den ‘anden snak’ psykoanalysen tilstræber. Thi den svævende opmærksomhed er hverken en viljesakt eller en teknisk foranstaltning, men en etisk position. Det er undersøgelsen af denne etik (dens forudsætninger, mulighedsbetingelser, struktur og politiske implikationer) der her må studeres. Spørgsmål som overføringen, tydningsformer og libi-dinaløkonomiske forhold er det oplagt at diskutere i den forbindelse, men f.eks. også overvejelserne over de nosografiske forandringers underliggende topologi samt analytike-rens konkrete position, er relevante.’
‘LINGVISTERI’ er en term som Lacan anvendte til at betegne den undersøgelse af spro-get som psykoanalysen er interesseret i, som ikke følger de veje tegnmetafysikken har udstukket derom — eller som i hvert fald forsøger at tage højde for de aspekter ved sprogligheden som denne lader ligge. Vi har i vores sammenhæng taget det til os i en endda udvidet form, idet undersøgelserne her tilstræber at forholde sig til alle de aspek-ter ved den faktiske diskursivitet (dvs. også de logiske, juridiske, historiske, poetiske og andre forhold der indgår i den retorik, der kendetegner det ubevidste).
Tre momenter i den kliniske praksis som vi een gang om måneden vil forsøge at gøre nærværende i deres kompleksitet.
Koordineret ved Osvaldo Cariola.