To argumenter
TOTALITARISME, DEMOKRATI, SUBJEKTIV POSITION
Resumé af argumentet til Lysimaques arbejdsår 2023-2024
« … det kollektive er ikke, andet end subjektet for det individuelle. » Lacan,Écrits, s. 213
Som hændelse betragtet er situationen i Ukraine naturligvis lige så kontingent som mange andre. Ikke desto mindre sætter den prikken over i’et på en række afgørende problemer, som psykoanalysen alt for let har valgt at se bort fra under henvisning til en slags eksterritorialitet begrundet i en klinik, som skulle eksistere i og for sig selv.
Hvis det imidlertid er sandt at psykoanalytikeren er ‘ansvarlig for halvdelen af symptomet’ (Lacan), er det vel rimeligt nok at spørge om det også gælder for psykoanalysens plads i verden. For i og med dens fremkomst —der knytter an til produktionen af det “moderne menneske”, overladt til sin skæbne efter Guds død i fremskridtets navn—, deltager psykoanalysen nødvendigvis i den evigt aktuelle diskussion af begreberne demokrati, frihed, rationalitet, historiens sigte og mange andre, som igen sætter spørgsmålstegn ved sådanne størrelser som loven, staten, den politiske økonomi, osv., og deres plads i den sociale og civile orden. Ret beset er det arven fra Oplysningstiden vi på ny må tage stilling til, idet både dens universalitet samt gyldigheden af dens principper og begrænsninger nu igen sættes på prøve
Når disse sager hjemsøger os på ny, er det fordi den omtalte hændelse fortæller os hårdt og kontant, at hverken historien eller politikken er forbi, ganske på tværs af det neoliberale regimes årlange udbasunering om det modsatte. Psykoanalytikeren er det facto inddraget i problemstillingen, fordi vedkommende er afgjort en del af den samme historie. For det første ved den omstændighed at psykoanalysen selv er en effekt af Oplysningstidens elan, hvilket i sig selv allerede er forpligtende, men derudover og mere grundlæggende, fordi intet af hvad dette frembrud ellers har bragt med sig, undslipper signifiant-relationens forankring eller dens funktion. Psykoanalysen har bestemt noget at sige om sådanne forhold og analytikerne må sørge for at få det gjort.
Omdrejningspunktet for en eventuel intervention i den forbindelse, må være hvad vi siden Lacan har kaldt den subjektive position, dvs. de spørgsmål som forbindelsen mellem den libidinale økonomi og det identifikatoriske apparatur rejser. Nærmere bestemt, de problemstillinger angående måden hvorpå disse koordinater deltager i produktionen af en begivenhed (Geschehen). Freud tog stilling til dette i Massepsykologi og Jeganalyse, men lod undersøgelsen ligge halvvejs udarbejdet på grund af hansforudindtagethed vedrørende samfundets opbygning (en kritik af hans brug af Gustave Le Bon er her tiltrængt). Anderledes forholder det sig med Moses og den monoteistiske religion, som på sin egen måde (og via de betydeligt klarere anmærkninger Freud dér fremlægger omkring betingelserne for produktionen af « en historisk kendsgerning »), bevæger sig i retning af hvad vi i dag kalder « diskursens struktur ».
Den krig, der i øjeblikket udspiller sig i Ukraine, konfronterer os helt basalt med forskellen mellem totalitarisme og demokrati. Dermed er vi også inde over spørgsmålet om de subjektiveringsbetingelser disse regimer tilbyder. Kan vi forholde os til dem uden at ty til patologiseringer? Hvad er det for nogle ønsker, der på den måde står over for hinanden? Og ville udtrykket désir abruti [stumt ønske — Écrits, s. 639] mon kunne bruges i denne forbindelse? Spørgsmålene er mange og befinder sig på forskellige niveauer (politiske, diskursive, logiske, nomologiske, filosofiske osv.). Det vil i øvrigt ikke være ueffent hvis vi i den forbindelse brugte lidt tid på at forholde os til den holdning Jürgen Habermas har indtaget overfor de verserende begivenheder og den kritik som f.eks. Timothy Snyder har formuleret derom.
Osvaldo Cariola
København, april 2023
FASCISME, DEMOCRATIE ET POSITIONS SUBJECTIVES
Il s’agira des diverses positions subjectives opérant à l’égard de la politique ou impliquant celle-ci. Radicalement, la politique démontre l’antinomie entre fascisme et démocratie. Ce n’est pas un scoop (malheureusement, puisqu’on en a déjà fait l’expérience).
Pour parler du sujet, le point de départ est dans la structure signifiante. Disons que l’économie politique s’établit sur les jouissances, à commencer par celle de l’Autre. À faire sien l’adage de Lacan que cette jouissance est celle qu’il ne faudrait pas, se trouve assuré ce qui vient barrer cette jouissance. Encore faut-il logifier plus avant cette barre, à pouvoir distinguer cette jouissance de l’Autre de ce qui soutient proprement le sujet en tant que jouissance phallique. Mais la négativité touchant la jouissance de l’Autre s’objectalise comme a, objet de rebut entre autres, le sujet y trouvant pour sa part la source d’un plus-de-jouir soutenant la jouissance phallique, car le a est aussi objet d’intérêt.
En substance, le mode de production industriel actuel, fondant le capitalisme, convertit chaque plus-de-jouir proprement singulier en plus-value sommable. C’est que les objets de la psychanalyse (soit l’objet a, le sujet lui-même S/ et le signifiant « linguistique » S2, tous pluriels) sont tous clivés et l’on peut soutenir qu’à s’appuyer sur eux leur coupure est resignificantisée de manière standardisée, communautarisée… de manière que s’en organise un « recharnement » de la coupure (en termes de voisinage qui lui donne chair), ce qui en autorise la cumulation des objets refendus, à commencer par le signifiant.
L’étalonnage de la plus-value dans le groupe développe donc celle-ci et en permet la capitalisation dans le groupe. C’est le schéma freudien du groupe dans le chapitre VIII de la Massenpsychologie dévolu à l’hainamoration et l’hypnose.
Ce faisant la plus-value « massifiée » et son arithmétisation spécifient la prédicativité (l’assurance que les choses sont des données valant en elles-mêmes et par elles-mêmes). Mais le signifiant (et non plus l’objet préconçu) est par contre fondé d’imprédicativité. Il a recours à l’hypothétique impliquant sa récursivité, qui se transfère donc en prédicativité par la voie de son « hystorisation » (Lacan) imprédicative. Ainsi peut-on opposer la fonction du sujet, mobile, à l’acquis inamovible des objets : au total, l’on en vient à apparier depuis leur différence l’asphéricité signifiante et le sphérique objectal.
Tout cela nécessite de développer une théorie plus avant poussée de la consécution comme de la conséquence, telle que le successeur est induit uniquement par une hypothèse, ce qui l’amène à devoir se substituer plus réellement à son antécédent en traduisant à rebours sa structure d’objet en fonction valant dès lors comme opératoire.
De là les positions subjectives s’associent dans la structure aux significations objectales et au sens subjectal et signifiant. Un lien à l’idéal s’en détermine dans l’objectalisation de celui-ci, comme dans la subjectalisation directe de cet idéal.
La superposition de cette structure, dans sa dynamique, et des reliquats statiques qu’elle a laissé déposer antérieurement, donne un templet (à la fois compte rendu et patron organisateur) à partir duquel la structure économico-politique interpelle l’individu en sujet.
René Lew
Paris, avril 2023