Spring til indhold

Biennale de la psychanalyse à Arles


Begivenhedsdetaljer

Denne begivenhed varer fra 18 maj 2024 indtil 20 maj 2024. Det optræder næste gang den 20. maj 2024 9:30

  • Kommende datoer:

Hvilken videnskab lægger psykoanalysen navn til?

7. biennale på baggrund af René Lews arbejde

18, 19, 20. maj 2024

Metapsykologien —der i sin tid var tænkt som det epistemologiske fundament for den psykoanalytiske videnskab— fandt sin grænse da Sigmund Freud forsøgte at redegøre for analytikerens virke, som først og fremmest en metodes operatør. Dette var nok uundgåeligt, i betragtning af de begrænsninger der lå i den positivistiske videnskabsopfattelse han forfægtede, som, rigtig nok, havde ellers givet ham mulighed for at fremme sin opdagelse.

      Jacques Lacan genformulerer problemstillingen ved at centrere den analytiske praksis ud fra spørgsmålet om analytikerens ønske, i overensstemmelse med den fornyelse af den freudianske materialisme, som signifiant-læren udvirkede. Psykoanalysen fik derved plads blandt de såkaldte konjekturale videnskaber og blev tænkt med udgangspunkt i et objekt, kaldet « objekt a », hvis kvalitet er mindre sui generis end transcendentalt. At det reelle herefter kom til at definerer feltet, gjorde det klart, at psykoanalysen ikke er en psykologi. Herfra skulle den fylogenetiske ideologi og dens vedholdende psykologisme, som var toneangivende i den postfreudianske tradition, været sat på plads og psykoanalysens egentlige videnskabelighed bringes frem. Det viste sig dog straks at være en from tanke, thi problemerne omkring den « kreationisme ex nihilo » der understøtter signifiant-logikken, lod sig ikke styre uden videre.

      At redegøre for hvordan (og hvorfor) den psykoanalytiske begrebslighed funderes på netop denne logik, er hvad René Lew foretager sig hele vejen igennem i sit værk.  Han går til opgaven ad to veje. På den ene side ved at insistere på det kreative træk ved det hul, der lader signifiant-funktionen indvirke i talen (hvilket sætter enhver oprindelsesontologi ud af spillet), og på den anden side en lige så vedholdende modstand mod enhver substantialistisk opfattelse af det « objekt a », psykoanalysen gør brug af (ingen ontologi ved afslutningen hellere). To standpunkter, som får Lew til at hævde, at der strengt taget ikke gives objekter i psykoanalysen. For på samme måde som « objekt a » allerede er delt ved dets tilblivelse, er både det spaltede subjekt og den kløvede signifiant objekter af imprædikativ-prædikativ art, dvs. objekter, der unddrager sig enhver objektiverende standarddefinition. Heraf Lews interesse i at afklare spørgsmålet om imprædikativiteten.

Undersøgelsen af hvordan de imprædikative praksisser kommer i stand (for os gælder det om psykoanalysens praksis — men der er mange andre) inviterer os til at se nærmere på spørgsmålet om videnskabeligheden som sådan. Det særlige ved disse imprædikative videnskaber ligger i, at deres begribelse forlanger andre tilgange end de kendte (prædikative) kriterier, der satser på ‘vidensobjekter’, ‘erkendelsesteorier’ og lutter ‘referentiel viden’ (adequatio rei et intellectum) i det hele taget. En sådan undersøgelse forudsætter at vi vender tilbage til spørgsmålet om « bogstavets instans », men nu under hensyn til de forhold, som littoraliteten formulerer. Kun derved har vi en chance for at kunne række udover det punkt, Lacan nåede frem til. De mange forskellige spørgsmål, der skal behandles (ud over de rent epistemologiske vanskeligheder som problematikken rejser, er der som minimum både sociologiske, filosofiske, institutionelle, historiske og politiske forhold at tage sig af), vil være temaet for disse dage.

Osvaldo Cariola
April 2023