Osvaldo Cariola, Frank Grohmann, Lis Haugaard, Laurits Lauritsen
« I skriftemålet siger synderen, hvad han ved;
i analysen skal neurotikeren sige mere. (…)
“Så forstår jeg det alligevel ikke”, lyder indvendingen.
“Hvad skal det egentlig betyde: Sige mere, end han ved?” »SPØRGSMÅLET OM LÆGMANDSANALYSEN, 1926
Hvis der knytter sig et ansvar til psykoanalysen, hvad kan det da være? Er det mon patienten (med primum non nocere’s agtværighed som rettesnor) eller måske troskaben over for et videnskabeligt ideal (her med hin hypothesis non fingo som vejviser) eller såmænd oldtidens kærlighed til viden og dens Kend dig selv som fordring? Besvarelsen af dette spørgsmål vil ikke blot afspejle den opfattelse, man i så fald måtte have af psykoanalysen som disciplin, den afgør også dens eksistensbetingelser overhovedet. Vi hævder — og mener tillige at kunne begrunde det ud fra rationelle kriterier — at psykoanalysens ansvar knytter sig til anerkendelsen og håndteringen af (det fænomen Sigmund Freud fik benævnt som) overføringen og navnlig til det reelle der forårsager den, nemlig (hvad Jacques Lacan så på sin side betegnede som): analytikerens ønske.
Vi hævder at ønskets dimension som egentligt og afgørende menneskeligt træk, er hvad psykoanalysen forholder sig til og som psykoanalytikeren har at stå bi, med sin akt. Terapeutikken, erkendelsesinteressen og filosoferingen kommer med i købet. For ligesom overføringen, hvis konkrete udformning aftegner analy-sandens ønske i ekstensionen, er analytikerens ønske et begreb der udarbejdes i kølvandet på Freuds opdagelse af det ubevidste. Det henviser således på ingen måde til denne eller hin psykoanalytikers faktiske ønske om det ene eller det andet — om det så er ‘patientens’ ve og vel eller realiseringen af egne idealer om at være en god terapeut. Analytikerens ønske er den logiske pendant til analysandens henvendelse, det modstykke der forårsager, modtager og muliggør analysen af den givne overførings forudsætninger.
Antagelsen af ønsket som ubevidst drivkraft er selve hjørnestenen i psykoanalysens anskuelse af sjælelivet, den er grunden til Freuds mangeartede undersøgelser udi metapsykologien og andet. Spørgsmålet om analytikerens ønske føjer sig til studiet af ønskets status overhovedet og giver adgang til dets måske mest radikale udformning.
Hvad der indtil nu er fremlagt ville kunne opfattes blot på idéens plan. Men vi forstår idéen således, at den kræver det vovestykke som virkeliggørelsen er.