Teksterne kan hentes som PDF her.
Laurits Lauritsen
Til studiet af psykoanalysens epistemologiske betingelser
Indledende tekst til weekendseminaret 7.-8. september 2013
Dette kræver et par forklaringer for ikke at bidrage til vores alles patetiske slummer, når det drejer sig om at sige noget principielt eller grundlæggende – vi vover det næppe. Det er et værksted, fordi vi kommer til at arbejde med noget bestemt – den almindelige moderne videnskab, kvantefysik, og betydningen af videnskaben i den moderne verden. Men vi kommer også til at arbejde med det på en nødvendig og særlig måde, nemlig ud fra psykoanalysen og dens subjektive tilgang. Dette første, altså, i bred forstand, videnskab, danner nogle rammer eller betingelser for, at dette andet, nemlig psykoanalysen, kan blive taget alvorligt og blive en del af en fælles åben undersøgelse og diskussion. Herunder også, at hele det videnskabelige felt, i alt dets uoverskuelige mangfoldighed, har status af en forestilling, som psykoanalysen skal kunne forholde sig til – og måske endog nærmere afgrænse.
( … )
Lis Haugaard
Om kasuistikkens former i dagens klinik
Skaber kniven klinikken?
Klinisk værksted inden for FREUDS AGORÁ tænkes som et sted for udvekslinger omkring spørgsmål som har med bestemmelserne af, hvad KASUISTIK og KLINIK er for noget, I DAG.
Rammen, jeg foreslår for seminarrækken i det kommende år, er dialogen, eller interviewet. Jeg inviterer en person, som jeg kender, som jeg ved arbejder med et område for menneskelig lidelse, med den funktion at forstå og behandle denne lidelse, i teori og i praksis – idet jeg beder vedkommende om sammen med mig at diskutere nogle af de spørgsmål, han eller hun stiller sig, når han eller hun griber sit arbejdsfelt an, altså i mødet med det eller de mennesker, han eller hun skal behandle, i teori eller praksis
( … )
Frank Grohmann
Hvad der ikke går af sig selv
Bevidsthedens betingelser som metapsykologisk problem
”[…] plus il avance dans son œuvre,
moins il arrive à situer la conscience […].”Jacques Lacan 1954
Få uger efter han i toget på vejen tilbage fra Berlin til Wien havde skitseret et “Udkast til en videnskabelig psykologi”, informerer Sigmund Freud sin ven Wilhelm Fließ om en “flittig nat i den forløbne uge”, hvor “alt syntes at gribe ind i hinanden”: “klokkeværket [Räderwerk, maskineriet] er i top, man får indtryk af at sagen [das Ding] virkelig er en maskine som endda ville kunne køre helt af sig selv inden længe.”
Den ‘tingest’ som Freuds tankearbejde var i gang med at forvandle til en ‘maskine’ — eller ‘apparat’, som han allerede i »Udkastet« kalder det — udgør kernen i “den nye psykologi” han nu for alvor har for øje. “Alt stemte, og gør det fortsat i dag” skriver han videre i brevet, for tandhjulene synes at bevæge sig gnidningsløst ind i hinanden og lader ane at der gives et stabilt grundlag for den nye psykologi, nogle forudsætninger der kan fungere som fodfæste så at sige.
( … )
Peter Andreasen
Talens og sprogets funktion og felt i psykoanalysen
Præsentation af Jacques Lacans Romtale
I 1953 befandt Jacques Lacan sig i heftig strid med flere psykoanalytiske organiseringer og fremtrædende personer, så da han tretten år senere udgav den tale, han holdt på kongressen i Rom, følte han det nødvendigt at forsyne den med et forord, der placerede den i den historiske kontekst, den var mærket af, som han selv skriver.
Men det forekommer endda ikke at have været tilstrækkeligt, for til udgivelsen af »Écrits« forfattede han en lille tekst, der indleder den fjerde sektion i værket og står umiddelbart før ”Funktion og felt”, med titlen ”Du sujet enfin en question” – altså om det subjekt, spørgsmålet i sidste ende drejer sig om. [De otte sider er afgjort værd at læse i denne forbindelse, men som ofte med Lacans indledninger, får man mest ud af teksten efter en første læsning af ”Funktion og felt”].
( … )
Osvaldo Cariola
Indflydelsesmaskinen og parentesernes parentes
Argument til klinisk seminar i efteråret 2013-2014
“L’ analyste se distingue en ce qu’il fait d’une fonction
qui est commune à tous les hommes,
un usage qui n’est pas á la portée de tout le monde,
quand il porte la parole.”Jacques Lacan, Écrits, p. 350.
Det drejer sig om at genoptage principperne for enhver intervention af psykoanalytisk tilsnit hvor en klinisk vurdering er til stede uden at dens kasuistiske forelæg lider last som følge af en tingsliggørende objektivering.
Dette kræver selvsagt en revurdering af overføringens grundsætninger i henhold til driftslæren og begrebet om analytikerens ønske, og hermed en klar begribelse af symptomets signifikantmæssige beskaffenhed.
I dag indebærer dette at den psykoanalytiske klinik giver afkald på dens overvejende mimicry af den psykiatriske praksis. Ikke kun fordi psykiatrien af i dag i det væsentlige er biologisk orienteret og dens klinik simpelthen ikke eksisterende, men først og fremmest fordi psykoanalysen ikke længere har brug for at begrunde sin eksistens med henvisning til et terapeutisk forehavende. Hverken molekylær, adfærdsmæssig eller for så vidt psykologisk.
( … )