Psykoanalysen begrundes ikke i psykopatologien. Ej heller ud fra en nosografi. Psykoanalytikerne tager rigtig nok imod de lidelser der forelægges dem, men det sker på baggrund af andre kriterier, end dem som medicinmanden, præsten eller lægen anvender. Bygger disse kriterier i det mindste på en nosologi? En sygdomslære der afgrænser selvstændige klinisk-semiologiske enheder? Noget som kunne berettige at man taler om “kliniske strukturer”, og derved triaden om ‘neurose-psykose-perversion’?
Der er faktisk intet belæg for det. Og udtrykket “kliniske strukturer” er heller ikke til at finde i Lacans udarbejdelser, hverken skriftlige eller mundtlige — ham der ellers så vedholdende ville have os til at begribe, at Une structure est constituante de la praxis qu’on appelle la psychanalyse (Écrits, s. 793).
Lacan afstod fra at bruge udtrykket “kliniske strukturer” med gode grunde. For allerede ved bare at hævde eksistensen af sådanne ‘strukturer’, vender vi tilbage til den prædikative taksonomi der praktiseres af den realisme som netop psykoanalysen har som opgave at tale imod.
Og hvorfor skulle psykoanalysen nu gøre det? Hvorfor sætte sig imod noget der ellers virker så indlysende, og tilmed ser ‘videnskabeligt’, ud?
Fordi kun ved at afstå fra enhver objektivering sikrer vi at subjektet, og dermed subjektiviteten, får en plads i verden. Subjektet, denne flygtige og forsvindende størrelse som kun lader sig repræsentere af en signifiant over for en anden signifiant.
(hele teksten kan læses her Vedrørende udtrykket « Subjektets position »)