Over for Einsteins spørgsmål om « Hvad er Krig? » svarede Freud med libidoteorien og sin tillid til positiv videnskabelighed. Dødsdriften handlede således om en higen efter identifikation og autoritet, som følge af længslen efter den døde far. Løsningen dertil kunne kun bestå i at frasige sig enhver ‘verdensanskuelse’ og oparbejde den fornødne realisme som netop videnskaben menes at tilvejebringe.
Hvor er vi nu i denne henseende?
Jeg vil mene at det afgørende i dag er at spørge: « Hvad er en diskurs? ».
For ikke nok med at den omtalte videnskabelighed selv efterhånden har vist sig at være diskursivt anlagt, vi må tillige konstatere at det med at komme af med ‘verdensanskuel-serne’ er så som så, da projektet i sig selv er faktisk en … nåhr ja … verdensanskuelse.
Og hvad så? Vil det så sige —som en vis lacanisme de gauche (bien sûr) forfægter— at vi lige så godt, og når det hele alligevel viser sig at være lutter fake news, kan opgive ævred og hengive os til nihilismens velsignelser? Er det hvad « psykoanalysen for den XXI. århundrede » kan blive til?
oc