I forlængelse af Laurits Lauritsens udmærkede indlæg til vores møde den 6.12.2020, er det vel på sin plads at tilføje, at alle de tiltag han dér beskriver, altid er blev et begrundet med folkets bedste i sinde og gennemført med overbevist vished om det rigtige. De nazistiske, fascistiske, stalinistiske og hvad ellers de forskellige ideologier den tyvende århundrede har fået af navne, er alle blevet præsenteret som en sikring af fremtiden. ‘Det er nu der skal handles hvis man ikke senere vil beklage konsekvenserne af ens blødsødenhed’, har det overalt heddet sig.
De undertrykkelser der lige nu sker rundt omkring i verden (jvf. Hviderusland eller Chile, for blot at nævne dem) sker under det samme princip: ‘pøblen forstår ikke hvad der er bedst for dem’, ‘vi må overholde normerne’, ‘det er landets sjæl der er på spil’, erklæres højt og bredt med alvorsmine mens man slår, gasser, fængsler og torturerer i nødvendighedens (eventuelt som ‘beklagelig nødvendighed’) navn.
Bio-politikken har ikke ventet på Foucault for at blive iværksat. Den fortsætter sit virke i bedste velgående. Således udgør denne nødvendighedspolitik selve kærnen for samtidens neoliberale ideologi — et regime som i de sidste 40-50 år har spredt sig over hele kloden som universal sejrherre (under dække af driftighed, profitskabelse og videnskabelighed), og som ikke vil slippe sit tag over verden foreløbig på trods af at den objektivt har nåede sine materielle grænser.
Dertil kræves nemlig ikke blot ‘objektive grunde’. Der skal også disse immaterielle ingredienser der strukturerer menneskets liv til og som vi bl.a. kalder tænkning (men også kærlighed og andre gode sager) som er afgørende for at kunne være til som netop mennesker.
Der skal altså ny tænkning til for at kunne overvinde den dogmatiske slumren som enhver ideologi bygger på (den ‘dialektiske materialisme’ mente da hårdnakket at være videnskabeligt funderet og ‘nødvendighedspolitikken’ gemmer sig bagved en forloren logik). Herunder den neoliberale som blandt meget andet har villet os til at tro at tænkning er ‘information’, fandtes i ‘videnssamfundet’ og reduceres til management eller attituder.
At tænke noget nyt har subjektive konsekvenser. Om ikke andet fordi det forudsætter at nye signifianter sættes i omløb (men bemærk! Det gælder også i den modsatte situation, subjektet rammes også af den omstændighed at signifianter sættes ud af cirkulation — fx i form af hvad Freud kaldt ‘fortrængning’ eller det, der er værre).
For ‘tænkningen’ er ret beset ikke andet end hvad Freud kaldte ‘forestillingskomplekserne’ — dvs. libidinøse udvekslinger som må skabe sig rum til at cirkulere. I den forstand er ethvert ægte initiativ, sådan som Laurits præsenterer det for os, signifiant-skabende og udfordrende for institutionen, for så vidt denne helst vil opretholde bevarelsen af den opnåede ligevægt.
Derfor må Kant læses med de Sade, mente Lacan — hvilket jo har været overraskende for de fleste og fortsat uforståeligt. Hele ‘diskurs-problematikken’ (herunder også den såkaldt ‘analytiske’) afhænger dog heraf hvorfor det absolut fortjener en anstrengelse, som markisen vitterligt sagde. Grundtanken er imidlertid nem at begribe, hvis man husker at subjektets lidelser (fra la Belle âme til katatonien) forårsages af sammensætningen af de nævnte komplekser — dvs. af de signifianter som dette subjekt har til sin rådighed og som følgelig udsætter det for den nydelse som deres sammenspil frembringer.
Det få mig i hvert fald til at læse Laurits’ “Institution og initiativ” som et spørgsmål der i høj grad vedrører det (dialektiske) forhold (eller spændingsfelt, om man vil), der skabes mellem den Anden- og den falliske nydelse (mellem A og S(A), for at sige det med sådanne notationer) som subjektet nødvendigvis (men her af ægte logiske grunde) udsættes for. Hvad de Sade minder Kant om er, at almenvellet ikke opnås uden at der produceres en nydelse som et eller andet sted vil registreres som smerte.
Den nuværende ‘mink-affære’, som Laurits indleder sin tekst med, er et godt eksempel herpå — inkluderet den omstændighed, at smerten (ligesom hin Purloined Letter) cirkulerer og skifter plads på overraskende vis afhængig af hvor nissen (eller, i dette tilfælde, minken) havner.
Det væsentlige er imidlertid at disse sanitære hændelser ikke får os til at glemme, at under alle omstændigheder er det bio-politik der er tale om, hvilket betyder at man skal være påpasselig med at gribe til hygiejniske forholdsregler uden videre. I den konkrete situation har man gjort et stort nummer ud af den manglende lovhjemmel. Og det er vel rigtig nok at man skal helst være ‘på den sikre side’, som man siger.
Men se, og her er hvad der få mig til at skrive dette: det er ikke sjældent at lovgiveren selv der er med til at befæste forhold som er kritisable og ligefrem svinagtige.
Som for eksempel den såkaldte ‘Ghettolov’, som et ungt menneske har haft den venlighed at minde mig om.
For her har vi sort på hvidt en skrivelse, som i sin nederdrægtighed fremlægger for os alt det som enhver socialpolitik baseret på hygiejniske principper står for: racisme, diskrimination, asocial tankegang, had over for de fattige — kort sagt den form for nazi-anstændighed som den neoliberale konkurrencestat i alt sin forloren neutralitet står for. For under dække af at ville forhindre en uønsket befolkningskoncentration (dennes smittefare?), er det en privatisering af almene boligerne der er i sigte. En privatisering som til syvende og sidst har investeringsselskaberne (dvs. rygraden af det nuværende økonomiske system) som aftager.
Således et initiativ (den, der fik loven vedtaget) må kalde på et modinitiativ.
Hvilket i øvrig understreger at sådanne sager er symbolske og at det ikke er ligegyldigt hvad det er for nogle ord, vi benytter os af.
oc
5.12.2020