Institution og initiativ

De fleste mennesker husker og kan udpege en ganske bestemt sen eftermiddag, hvor et indkaldt pressemøde, under foresæde af statsministeren, konstaterede, at nu var der påvist corona-smitte i Danmark, og at de såkaldte “sundhedsmyndigheder” ville foreslå bestemte tiltag, restriktioner og anbefalinger, som “borgerne” skulle rette sig efter. Noget, vi ikke havde hørt om før, nemlig en “epidemilov” skulle udstrækkes til at dække den “pandemi”, som der var tale om. Vi ser altså, at samfundets statslige myndighedsstruktur på én gang træder meget tydeligt frem, som vi ellers ikke er vant til. Pludseligt foreligger der noget, som man kan henvise til, og man vil ofte se, at der straks knyttes en fortælling til begivenheden​ (“ det var dengang, hvor statsministeren holdt sit første pressemøde under corona-krisen…”), selvom fortællingen ofte minder mere om en myte end om en præcis historiografisk redegørelse (“det var dengang, hvor Harald Blåtand samlede de danske landsdele til ét samlet rige, og gjorde danerne kristne”)

(Læs som pdf)