Jeg ved ikke hvordan I har det med det, men det at vi selv unægteligt bliver ældre betyder ikke at psykoanalysen også gør det. Psykoanalysen bliver yngre og yngre efterhånden som terminologien, perspektiverne, problemstillingerne og opgaverne præciseres. Feltet —psykoanalysens felt, det freudske felt— er efterhånden blevet overordentligt tydeligt og kalder på et væld af undersøgelser som forudsætter samarbejde. Jeg synes at det er meget opmuntrende og vil gerne have at det også kommer til udtryk i det Agoráen laver.
Ikke mindst fordi psykoanalysen viser sig nu som et uundværlig middel til at tænke vores tid. For i kølvandet på Corona-affæren (en sag der omfatter ikke blot en sanitær krise, en økologisk katastrofe og en økonomisk nedsmeltning men også forliset af den digitale ideologi som i de sidste fyrre år har understøttet den sidste af utilitarismens fuite en avant i form af neoliberalismen), er de diskursive love der organiserer verden (menneskenes verden, den eneste der findes) kommet under pres og kalder på analytisk snilde.
Men for at den freudske analyse kan leve op til dens ansvar i tiden, kræves selvfølgelig at psykoanalysen ikke leves som en hobby, at dens skarphed (sandhedens skarpe æg, som Lacan kalder det), bruges til noget. Ikke som teraperende idioti, formaterende tilpasning eller aktivistisk selvransagelse, men som (ja, jeg vover at sige det som det er): emancipatorisk kraft. En bevægelse som anerkender singularitetens kollektive forudsætninger og viser nihilismens solipsistiske rødder.
Den analytiske diskurs er ikke en mondæn affære. Den er faktisk ren dynamit og må behandles derefter. Dvs. håndteres med omhu og bringes i akt.
Fra Freuds ‘metapsykologi’ til Lacans ‘diskursive struktur’ er der et kæmpeskridt. I dag kan vi på den baggrund anskue psykoanalysen som en fuldgyldig imprædikativ videnskab og det er ikke så lidt. Det afklarer nemlig langt de fleste spørgsmål Freud stiller i Lægmandsanalysen — og producerer nogle nye. Dette har nogle konsekvenser —klinisk, socialt, epistemologisk, etisk … mindst—, som det er vores opgave at uddrage.
Deri består vores bidrag til samtiden og deri ligger også det uddannende bidrag som vores Skole kan tilbyde.
oc