Vi kender alle Freuds bemærkninger om de tre narcissistiske krænkelser som menneskeheden skulle have været udsat for: først idet Kopernikus fravrister mennesket dets antagelse om at jorden er universets centrum, dernæst da Darwin fik fjernet mennesket fra dets forestillinger om at være skabningernes centrum og endelig psykoanalysens opdagelse af at bevidstheden ikke er sjælelivets alfa og omega. Mennesket var ikke herre i eget hus, som han sagde (en iagttagelse som har mange flere implikationer end dem vi umiddelbart opfatter, som vi skal se).
Siden har de samme mennesker opfundet teorien om Antropocæn for at styrke deres forfængelighed: forestillingen om at mennesket er afgørende for bevarelsen af livet. Mennesket skal altså ‘tage sig sammen’, ‘styre sin magt’, ‘passe på den stakkels natur derude’ … mennesket skal tilbage til bevidstheden, ansvarligheden og den hjemlige husholdning simpelthen. Bøje sig for fornuften og nødvendighedens politik over hele linjen. Vores nye pastorale med andre ord.
Men så er det at der dukker en gevækst op fra sidelinjen, uanseelig, usynlig og ligefrem latterlig i sin hjælpeløshed, og siger eftertrykkeligt NEJ til de antropocæne prætentioner. ‘Naturen’ kan åbenbart klare sig selv, for livet er ikke noget menneskene har patent på. Som om det var en ny udgave af H.G. Wells « War of the Worlds » står mikroorganismerne fast over for ‘globalisering’ og bringer den ikke bare i knæ, den er dødeligt ramt. Der er sket noget som neoliberalismens hyper-rationaliseringer og dens tekno-industrielle ideologi (den digitale version er blot mere af det samme) ikke havde regnet med: økonomien handler åbenbart ikke bare om flow,
Som en velmenende borgelig politiker sagde forleden: ‘Vi bliver nødt til at ændre vores syn på økonomien’. Hun mente selvfølgelig, sådan som vi alle tænker spontant, at det ‘økonomiske synspunkt’ har taget overhånd og at vi bliver nødt til at give plads til andre ‘værdier’ — lidt kunst skal der også til, og tid til at komme hinanden ved og sådan noget. De såkaldte bløde værdier, som man kalder dem.
Men virussen siger faktisk noget andet. Den siger at der snarere tænkes alt for lidt økonomisk, at den værditeori der nu hersker, ikke alene er indskrænket, den er simpelthen forfejlet. Vareøkonomiens udsyn er så snævert at det ikke, ja slet ikke kan rumme de økonomiske forhold der indgår i livets opretholdelse i det hele taget. Virussen siger egentlig: ›Hold nu op med at være så snæversynet og selvglad, menneske!‹ Hvortil de progressive, dvs. os alle, svarer: ›Vi for længst har forstået dette og derfor har udviklet en økologisk tænkning som afbøder for fadæsen, Vi har fundet på en ny ‘værditeori’.‹
Over for økonomien hives økologien altså frem. Det spændende ved den nye situation, midt i al besværligheden, og, ja dødeligheden, er at økonomi og økologi viser sig at være to sider af samme sag og at en kritik af den politiske økonomi forlanger også en revurdering af den økologiske tænkning når den forholder sig til biosfæren med udgangspunkt i forestillingen om det antropocæne. Det er åbenbart på tide, at menneskene indser at livet ikke er deres ejendom.