Gennem en årrække har vi en søndag hver måned haft to møder, som i princippet har været adskilt. Vi samler nu de to møder under vores kliniske seminar for at markere kontinuitet og sammenhæng mellem det, der foregår om formiddagen, og det, der foregår om eftermiddagen. Det drejer sig om at give plads til drøftelser af både teoretisk og praktisk art, hvilket for så vidt kommer ud på et, og som måske kan få tingene til at spille sammen på en ny måde.
Formiddagens program
Søndag formiddag kl. 10-12 vil vi genoptage studiet af Jacques Lacans Graphe du désir (ønskets graf). Valget er oplagt i forlængelse af de møder om det ubevidstes logik, vi har haft i arbejdsåret 2025-2026, og i forlængelse af de spørgsmål, som vores arbejde med perversion og sublimering rejser. For i begge tilfælde er det ønskets dimension, der er på tale.
Eftermiddagens program
Søndag eftermiddag kl. 13-15 vil en række oplægsholdere belyse forskellige aspekter af, hvordan ønskets dimension udfolder sig i (psykoanalytisk) praksis.