Psykoanalysen indebærer selvfølgelig også en klinik. Allerede den omstændighed, at psykoanalytikeren har brug for en nosologi for at orientere sig, bekræfter det. Klinik betyder bare ’sengeleje’. Det sted, hvor lægen siden oldtiden gik hen for at besøge den lidende. I dag er det patienten, der går hen til lægen, men proceduren er den samme. Klinikken er derfor frem for alt en praksis – en almen praksis.
Det afgørende her er de kriterier, der anvendes til at organisere den pågældende praksis. De principper, der understøtter lægens ageren, fordi de vedrører de begrebslige sammenhænge, dvs. den ’teori’ – uagtet om den er formuleret eller ej – der afstemmer fremgangsmåden ved den pågældende kliniske situation.
Sådanne principper er nok så vigtige, fordi det er dem, der kommer til at definere både objektet, rammen og hensigten for den givne kliniske intervention. Når Freud i 1920 taler om Hinsides lystprincippet og i den forbindelse forlader sin ’første topik’, kan vi ikke andet end spidse ører, for det er ikke noget, man bare skifter efter forgodtbefindende. Det er sådanne teoretiske størrelser, der underbygger den omtalte nosologi samt de begreber, der omgiver og ledsager den (i form af nosografiske kortlægninger, kasuistiske typer, ætiologiske sammenhænge etc.). Der findes derfor ikke en ”klinik-som-sådan”. Klinikken er ikke entydig. Den er afhængig af de begreber, klinikeren støtter sig til. Klinikken kræver, med andre ord, altid en forklaring.