Hverken kemisk omvej eller æterisk tilstand, æstetisk passiar eller sublim afholdenhed, asketisk tålmodighed eller religiøs ekstase; sublimeringen i analytisk forstand venter på en måde stadig på at blive begrebsliggjort.
For vi kan da ikke fortsat blive spist af med lirumlarum om, at sublimering skulle være en “forsvarsmekanisme”, som tøjler drifterne og fører dem over i socialt acceptable former. En slags statsanerkendt onani vel.
Freud tog forskellige tilløb til at bestemme dens værdi (1905, 1908, 1914 …), og selv i 1930, i Kulturens byrde, var han stadig undervejs: Sublimeringen, skriver han dér, “har en særlig kvalitet, som vi sikkert en dag vil kunne karakterisere metapsykologisk”.